Kære Kåre Fog – Du tager fejl


Kære Kåre Fog – Du tager fejl



Jeg er blevet gjort opmærksom på nedestående opslag, og jeg vælger derfor at skrive dette blogindlæg, for at rette et par ukorrekte påstande.



Ukorrekt påstand nr. 1:
Kåre Fog skriver ”Det er personer der er knyttet til kredsen omkring personen "Bekymret Mor", en kvinde og mor der er motiveret af den vold hun og barnet er blevet udsat for. Blandt dem der forgæves forsøgte at melde sig, var også medlemmer af ”Foreningen Barnet – For børn udsat for vold og overgreb”.
For det første er de personer der er blevet afvist, IKKE en del af ”kredsen” omkring ”Bekymret Mor” (min blog). Jeg er bekendt med navne på et utal af personer der er blevet afvist, personer jeg IKKE kender, har talt/skrevet med, eller nogensinde har mødt. Ligesom at jeg heller IKKE kender medlemmerne af ”Foreningen Barnet – For børn udsat for vold og overgreb”. Jeg blev bekendt med disse personers afvisning af deltagelse, via en debattråd på Facebook, og bad flere af disse personer og Foreninger om aktindsigt i sagen. Hvilket jeg rent faktisk OGSÅ skriver i mit blogindlæg, som du burde have læst – Eftersom du linker til det.


Ukorrekt påstand nr. 2:
Kåre Fog skriver ”Forklaringen er altså, at personer, som regelmæssigt omtaler Foreningen Far og specielt Jesper Lohse som noget nær Den store Satan, ikke fik lov at komme.”

Det er korrekt at der er personer som offentligt har ytret sig negativt omkring Foreningen Far og Jesper Lohse, som er blevet afvist til at deltage. MEN… og der er et STORT men. For der er nemlig også en stor del personer som er blevet afvist, på trods af at de ALDRIG har ytret sig Foreningen Far/Jesper Lohse, men derimod enten har en ex i Foreningen Far, eller er venner/bekendte med personer som på et eller andet tidspunkt har ytret sig om Foreningen Far. Derudover er der flere Foreninger der er blevet afvist, blandt andet som du nævner ”Foreningen Barnet – For børn udsat for vold og overgreb”. En nystartet Foreningen, der på ingen måde har ytret sig negativt om Foreningen Far, og endda har fokus på børnene, samt har et ønske om at hjælpe både mødre OG fædre til voldsramte børn. Men de måtte ikke deltage. Hvorfor?


Ukorrekt påstand nr. 3, nr. 4 og nr.5:
Kåre Fog skriver: ”… Det ville jo have været fint, hvis denne personkreds, som mener at alle mænd er potentielt voldelige, og at ingen børn skal vokse op med en far omkring sig, hvis disse personer kom til at høre svenske Malin Bergströms foredrag om at en 7/7 deleordning giver de bedste resultater for børnene næst efter opvækst i en intakt kernefamilie. På den anden side - det er givet, at de pågældende personer ville have angrebet hende voldsomt, og i det hele taget have forsøgt at få hele mødet til at ende i skænderi og mundhuggeri”


Jeg og dem jeg er bekendt med, har på ingen måde ytret at alle mænd er potentielt voldelige. Men jeg har personligt forholdt mig til SFI rapporten vedr. hvordan statistikken fordelte sig kønsmæssigt, omkring bla. Vold mod børn. Jeg har ligeledes forholdt mig til hvordan voldsstatistikken forholder sig omkring vold mod kvinder vs. Vold mod mænd. Og jeg er af den holdning, at ALT vold skal stoppes, og ALLE voldelige personer skal have straf. Uanset om det er en mand eller en kvinde, uanset om det er en far eller en mor.


Jeg har aldrig ytret, at ingen børn skal vokse op med en far omkring sig. Derimod har jeg ytret – ligesom jeg kan se mange andre har, at INGEN børn skal vokse op med en voldelig forælder, og det gælder begge køn!


Så skriver Kåre Fog, at det er givet, at vi (Inkl. Jeg åbenbart) ville have angrebet Malin Bergström hvis vi var kommet med. Der er INGEN belæg for denne påstand, og den er så grotesk, at jeg ikke har ord for det. At en så ukorrekt påstand kommer fra en mand, der gerne vil fremstå professionel og faglig, det er usmageligt.

Kåre Fog skriver på sin facebook profil ” jeg har et ideal om, at vi mennesker ikke bør lukke os inde i ekkokamre, hvor vi kun er sammen med personer, der mener det samme som os. Man bør bryde væggen til ekkokamrene og sørge for, at der går noget informations- og menings-udveksling på tværs.”

Men disse ekkokamre er åbenbart okay, når det gælder Foreningen Far og deres politiske arrangementer? Burde et politisk arrangement, ikke netop fjerne disse ekkokamre, for er det ikke der hvor den bedste politik kommer frem? Når man IKKE kun ser tingene med tunnelsyn fra den ene side af? Jeg spørg bare…

Kommentarer

  1. Ad1: Du har ikke i det tidligere indlæg skrevet hvem de afviste personer er. Du har blot skrevet, at det var personer du kendte til. Dette har jeg formuleret som "Personer der er knyttet til kredsen om "Bekymret Mor". Hvis du ikke mener, det er en "kreds", så må du undskylde.

    Ad 2: "Men de måtte ikke deltage. Hvorfor?" Det ved jeg da ikke. Jeg er ikke knyttet til Foreningen Far (FF), og har ingen indsigt i deres dispositioner. Men det er vel en rimelig antagelse, at FF af en eller anden grund har antaget, at de afviste personer er vrede på FF eller på Jesper Lohse.

    Ad 3 - 4 - 5:
    "Der eksisterer personer, som regelmæssigt omtaler FF og specielt Jesper Lohse som noget nær Den store Satan". Heril hører bl.a. "netværket Mor". Både de personer, du siger, du kender, og personerne i "Netværket Mor" er anonyme; så jeg kan kun klassificere dem ud fra at "der er personer, der mener at . . .". Da folk er anonyme, kan jeg ikke vide hvor meget sammenfald der er mellem dem. Det fremgår ikke af din blog, at du selv tilmeldte dig og blev afvist, så jeg regner med at du ikke selv hører til de personer, som FF ikke vil lukke ind og dermed heller ikke selv hører til de personer der mener, at alle mænd er voldelige. Man altså, at nogle af de anonyme personer, du kender, har sådanne holdninger.
    Hvis nogen er blevet udelukket fra at deltage, så må vedkommende på en eller anden måde have markeret sig sådan, at FF mente at de ville forstyrre mødet. På hvilken basis, FF har vurderet sådan, aner jeg intet om.
    "Det er givet, at vi (Inkl. Jeg åbenbart) ville have angrebet Malin Bergström hvis vi var kommet med." For det første - det inkluderer jo ikke dig, da du jo ikke har tilkendegivet, at du hørte til dem der tilmeldte sig og blev afvist. For det andet - jeg er ikke i tvivl om, at visse personer, hvis de havde været til stede, ville have angrebet Malin Bergström hårdt, da der er meget voldsomme følelser involveret i denne branche, og da Bergströms resultater går stik imod hvad en del feminister plæderer for.
    "Men disse ekkokamre er åbenbart okay, når det gælder FF og deres politiske arrangementer? " Nej, det mener jeg ikke nødvendigvis. Jeg har som sagt ikke noget med FF at gøre i øvrigt. Mit opslag er netop et forsøg på at stille sig skeptisk ude på sidelinjen og diskutere det rigtige eller forkerte i det de gjorde. Det betyder ikke at jeg er enig med det de gjorde. Jeg skriver at jeg formoder, at hvis alle de omtalte anonyme personer var mødt op, så kunne det have udviklet sig til mundhuggeri og skænderi, og at det formentlig er Foreningens Fars motivation for at udelukke disse personer.
    For mig er det et spørgsmål, om det overhovedet vil være muligt i noget som helst forum at have personer til stede både fra FF, specielt Jesper Lohse, og så samtidig personer med de holdninger som er repræsenteret bl.a. i Netværket Mor. De tilkendegivelser jeg har set fra sidstnævnte knytter an til så voldsomme følelser og så fanatisk modvilje, at jeg gætter på, at det aldrig nogen sinde vil være muligt at disse personergrupper mødes in real life. Desværre. Som sagt, jeg er imod at vi lukker os inde i ekkokamre. Men her er følelserne så stærke, så jeg tror at forsøg på at nedbryde modsætningerne vil være umulige.
    Hvad angår vold mod børn, så viser de statistikker, jeg kender til, at lidt over halvdelen af al vold mod børn begås af kvinder, og lidt under halvdelen af mænd, både når det gælder helt små børn og når det gælder teenagere. Ud fra det vil jeg mene, at det ene køn har ikke noget at lade det andet høre.
    Desværre er der personkredse der ser ekstremt ensidigt på dette og retter 100 % af deres kritik mod mænd. Det vidner om så stor fanatisme, at vi andre ikke kan forvente at nogen fornuftig samtale med sådanne personer er mulig. Hvis du er med på, at både mænd og kvinder kan være voldelige, så hører du ikke selv til den gruppe af personer. Men der eksisterer altså andre personer, hvor jeg tror at følelserne er så stærke, at rationel samtale er umulig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kåre. Tak for din respons, som jeg vil kommentere her:

      Ad 1: Jeg kender ikke de afviste, andet end via. opslag på Facebook.

      Ad 2: Når jeg så oplyser dig, at den afviste forening IKKE har nogen vrede mod FF eller Jesper Lohse, og at denne forening netop har fokus på forældre af begge køn, altså OGSÅ fædre. Så finder jeg det mærkværdigt at denne forening bliver afvist. Hellere have en under halv fyldt sal, end tage en forening med som har fokus på børn, fremfor forældres køn. Det finder jeg bekymrende.



      Slet
    2. Ad 3, 4 og 5: Jeg kender ikke - og har aldrig været en del af "Netværket mor", så hvem dette netværk indeholder, det har jeg ingen ide om. Ligesåvel som jeg heller ikke er en del af Foreningen Mor. Så jeg finder det underligt, at du straks tror og hentyder til, at jeg og denne blog er en del af de netværk. Det er som om, at i dine øjne - og i flere andre mænds øjne, at fordi en kvinde ytre sig negativt omkring Foreningen Far, så er hun 100% en fanatisk feminist, mande-hader, og en del af div. mødre netværk. Jeg er hverken fanatisk feminist, mande-hader (jeg elsker skam mænd, dem der IKKE er voldelige. Og jeg finder ikke bløde mænd utiltrækkende, tværtimod - Også selvom de er til padder og krybdyr) og jeg er ikke en del af de nævne netværk. Alligevel var det din første tanke, hvorfor?! Med din faglighed som du påstår at have, burde du om nogen vide, at køn sagtens kan ytre sig uden at være en del af de kasser. Flere af dem jeg er bekendt med som har tilmeldt sig og blev afvist, er ligeledes hverken medlem af Netværket mor, foreningen mor eller fantastiske feminister. Såvidt jeg er orienteret er medlemmerne af Foreningen Barnet HELLER IKKE en del af de netværk. Alligevel blev de afvist.
      Jeg finder det trist at der er så mange fordomme om kvinder der ytre sig og som ønskede at deltage... "At så må de 100% være fra netværket mor" eller lign og kun være ude på ballade...


      Mht. dit svar omkring ekkokamre, så ville jeg personligt have fuld forståelse for at man udelukkede folk, hvis det havde været et arrangement der blev holdt privat. Men når man vælger at holde det på Christiansborg, så må man accepterer de demokratiske spilleregler, og så mener jeg ikke det er ok at afvise folk, og sidde i ekkokamre. For det er ikke det der skaber god politik, og jeg finder det grotesk at vi har politikere der har accepteret dette. Havde jeg holdt et arrangement privat, ville jeg nok heller ikke lige have ønsket FF skulle deltage. men havde jeg valgt at holde det på Christiansborg, så ville jeg acceptere at spillereglerne var sådan, at der kunne deltage folk jeg ikke var enige med. Det er sådan politik er, og dette burde FF have vidst da de valgte at holde det på Christiansborg.

      Mht. det du skriver med om det overhovedet ville være muligt at sætte FF i et forum med Netværket mor. Der må jeg være dig svar skyldig, for jeg har ingen ide om hvem der er i netværket mor. Jeg ved dog, at der er flere der har ønsket en debat med FF/Jesper Lohse, men dette har han ikke ønsket (ja måske ikke turde?... Fordi Jesper Lohse har det bedst i de forums hvor ingen stiller spørgsmål til ham).

      Når det gælder vold mod børn, så viser statistikken at psykisk vold begås af både fædre og mødre, men at den fysiske (grove vold) er forholdsvis fædre. Dette fremgår også af SFI rapporten og statistik for domsfældelser.

      Jeg er af den holdning, at der findes fantastiske mødre, ligesåvel som der findes fantastiske fædre. Der findes forfærdelige mødre og der findes forfærdelige fædre. Jeg mener at et barn har ret til et liv uden vold, og hvis en forælder er voldelig overfor barnet, så skal barnet ikke have samvær med denne forælder. (og det er uanset om den voldelige forælder er far eller mor).

      Jeg - og nu skriver jeg "JEG", ville ønske at disse to lejre som der er, mor-siden og far-siden, ville slå sig sammen og få fokus på barnet. For begge lejre har rigtig gode fokus punkter, men begge lejre har også dårlige fokus punkter. Der er punkter jeg er dybt uenig med Foreningen Far på, og der er punkter jeg er dybt uenig med Foreningen Mor på. Ligesåvel som der er punkter hvor jeg er enig med Foreningen Mor, og der er punkter hvor jeg er enig med Foreningen Far. Hvis man i stedet kunne slå sig samme og samarbejde om de gode punkter, så ville man kunne nå så langt! Til gavn for de involverede børn. Men det tvivler jeg på, nogensinde vil ske....

      Slet
  2. Kommentar:
    Disse ting er vanskelige at diskutere, da de involverede personer er anonyme, så jeg ikke ved hvem der er tale om.
    Jeg ved ikke noget om, hvilke overvejelser Foreningen Far har gjort sig, da de udelukkede nogen fra at deltage. Jeg ved ikke hvilke personer der er i Foreningen Barnet, og jeg ved ikke hvad FF har imod disse personer. Men når FF har udelukket dem, så må der jo have været en formodning om at personer herfra ville give problemer for afviklingen af mødet.
    Vi kommer det ikke nærmere.
    Men måske kunne du lokke en udtalelse ud af Foreningen Far efter at have henvist dem til tråden her?

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

Hvad TV2 glemte at vise i dokumentaren Bortført af mor

1,7 millioner Coop medlemmer støtter ubevidst Foreningen Far

Foreningen Far går alligevel ind i enkeltsager