Anmeldelse af bog: Uden min datter - syv års kamp for samvær

Bogen ”Uden min datter – Syv års kamp for samvær” er skrevet af Anders Wendt Jensen.

Jeg vil starte min anmeldelse, med at sige, at jeg IKKE kender hverken Anders eller hans eks. Jeg kender intet til sagen, andet end det jeg har læst i bogen. Min anmeldelse og mine meninger bunder derfor i mine tanker og min reaktion på bogen, samt den viden jeg har på ”samværs” området. Jeg ved af gode grunde ikke hvem der taler sandt, om det er Anders eller hans eks, eller om sandheden er et sted i midten…


Denne bog beskriver en fars version af tingene, i det man vil betegne som en højkonflikt sag (Rød kategori). Allerede i første kapitel, er linjen lagt… Fars beskrivelser af sig selv og sine handlinger, minder i mine øjne, om en urealistisk blanding af Mrs. Doubtfire og Prince Charming. Ja, man tager sig faktisk i at tænke, om man sidder og læser en beskrivelse af en Disney karakter.


En kort version af parrets historie, er at man her har at gøre med to personer, der var folkeskole kærester, ca. 20 år efter mødes de igen til en fest, og finder sammen. De bor desværre i hver sin ende af landet, men forholdet varer en ca. 4-5 måneders tid med rejser frem og tilbage når der er mulighed for det… De forsøger hurtigt at stifte en familie, Anders smider villigt kondomet og dyrker ubeskyttet sex - men da hun så bliver gravid (hurtigere end forventet) så ruller lavinen og den store idyl er ødelagt. Han er i chok… Og ønsker egentlig ikke rigtig barnet lige der… Ville gerne have ventet lidt…


Ja, så burde han måske have ladet være med at smide kondomet, sidder man tilbage og tænker som læser.


Hans reaktion er derfor ikke som den glade kommende far, og man får indblik i et (Det er min mening) yderst manipulerende brev han skriver til hende. Om hvordan han ville ønske ”det” kunne afbrydes, så de kunne få noget mere tid alene..  Hans diskrete hentydninger til abort og manipulerende ord falder selvfølgelig ikke i god jord.


Efterfølgende begynder hun så at trække sig fra ham, og vil ikke længere være kærester med ham. Men det beskrives ikke i bogen hvad der ellers er sket, det fejes let og elegant væk og fokus vendes på andre ting. Men man sidder stadig tilbage og tænker… Hvad er det dog der er sket, som ikke fortælles? For ingen kvinde reagerer sådan uden en god grund… Man får enkelte detaljer om at hun er træt af hans negativitet. Og ellers så er fokus på hvor ondt forfatteren har af sig selv, at han føler sig patetisk, ydmyget og at han synes det er nedværdigende at ”tækkes” hende. Selvfølgelig godt pakket ind i lange afsnit, så man som læser, ikke helt noterer sig den ellers så tydelige negativitet og sindstilling fra ham.


Man får aldrig at vide hvorfor hun valgte at blokere ham på Facebook eller andet i den dur. Man får dog indblik i et brev hun skriver som svar til ham, hvor hun beskriver hans dårlige opførsel, evige snak om abort, at han har overtrådt grænser og hvor hun beder ham lade hende være. Dette er under graviditeten – FØR Statsforvaltningen, advokater osv. bliver blandet ind i sagen. På dette tidspunkt har mor ingen grund til at lyve og være den kyniske løgner, som hun fremstilles som gennem hele bogen. Man sidder tilbage og tænker, at der helt klart er udeladt vigtig info og fakta i bogen… Man hører fars version af tingene – Altså de ting han ønsker vi som læsere skal vide… Men man mangler helt klart mors version.


Bogen er knapt nok begyndt, før forfatteren nævner at han søgte rådgivning hos Foreningen far. Det i sig selv får mine alarmklokker til at ringe, for ingen ordentlig far der har barnets tarv i fokus eller ønsker en god situation med sin eks, søger råd hos Foreningen far.

I bogen kan man blandt andet også læse citater fra Jan Lindell fra Mandecenteret (ham der ikke undersøger mænds sager, men i stedet blot tager deres ord for den pure sandhed og ham der mener at det ikke er vold der er et problem men derimod krisecentre.)



Der er ligeledes citater fra Tanja Graabæk, tidligere direktør i H3B (Hver3barn), som har udtalt ”At det er en forældet børnepsykologisk tilgang at fjerne et barn fra overgreb” (jep i læste rigtigt!… Det var også Hvert3barn som hjalp en voldelig ustabil far til at få samvær med sin datter.. En lille 8 årig pige som efterfølgende blev dræbt af sin far.)


Og sidst men ikke mindst så citeres Manu Sareen, der var manden bag skilsmissepakken i 2014. En lovgivning med fokus på samværschikane, og som blev vedtaget på baggrund af ukorrekte tal fra Manu Sareen. Han udtalte at i 800 sager om året mistede forældre og børn kontakten pga. samværschikane. Tallet viste sig dog at være noget ukorrekt, og det korrekte tal var rent faktisk 34 sager om året. I disse 34 sager om året talte man også de sager hvor en forælder ikke vil udlevere barnet til en skadelig/voldelig forælder.


Resten af bogen er i korte træk et summarum af henvendelser og møder i Statsforvaltningen samt Fogedretten mv. En kamp om både faderskab og samvær… Noget der trækkes ud af både aflyste møder, lange sagsbehandlingstider og offentlige systemer der ikke taler sammen.


Efter at have læst bogen 2 gange…. (Første gang af nysgerrighed, anden gang fordi jeg skulle notere mig de ting jeg havde undret mig over.) Jeg vil ikke kommentere alt i bogen, men har udvalgt et par ting, hvor jeg vil give mit besyv med. Dette har jeg valgt at gøre, fordi det er tydeligt, at bogen er skrevet til de mennesker der er ukendt med systemet og samværsager. Og når man er ukendt med tingene, så er det let at tro, at fordi tingene fremstilles som sandheden i en bog, så er det sandheden… Men her må jeg skuffe jer læsere af bogen.. Virkeligheden er ikke helt som det fremstilles i bogen.

1. Standard afgørelse 

På et tidspunkt træffer Statsforvaltningen en afgørelse i bogen der lyder

”Vi har bestemt, at der skal være observeret samvær fire gange af en times varighed. Vi har med denne afgørelse om midlertidigt samvær ikke taget endelig stilling til, om barnet skal have samvær med dig. Afgørelsen gælder, indtil vi enten har truffet beslutning om, at der ikke skal være samvær, eller der er en endelig aftale eller afgørelse om samværet, som kan gennemføres med tvang”

Denne afgørelse fremstilles af forfatteren som en afgørelse der er gennemarbejdet fordi de har læst begges kommentarer og der hentydes til, at den er truffet fordi Statsforvaltningen ikke tror på mor.

Jeg kan så oplyse, at ovenstående afgørelse er en STANDARD afgørelse, samme afgørelse og formulering vil være at finde i tusindvis af sager. Overvåget samvær er noget Statsforvaltningen godt og vel altid forsøger med. Så det handler ikke om at sagen er ”gennemarbejdet” eller at de ikke tror på mor. Det handler om, at for at Statsforvaltningen kan træffe en afgørelse, så skal de have noget konkret at træffe afgørelsen ud fra – som ikke blot er mor/fars ord mod hinanden.

2. Kritik af medarbejder i Statsforvaltningen og overvåget samvær

I bogen beskrives de overvåget samvær i Statsforvaltningen. Her oplyser forfatteren, hvordan den børnesagkyndige i Statsforvaltningen (som stod for det overvåget samvær) har ekstra samtaletid med både far og fars nye kæreste. (Hvorfor er hun overhovedet med?!).. Disse ekstra samtaler ses i mange sager, og det er simpelthen så grotesk. I en situation hvor man som medarbejder i Statsforvaltningen skal være neutral og ”ikke tage side”, så er det besynderligt, at det ses i så mange sager, at de børnesagkyndige holder ekstra samtaler med den forælder der skal have det overvåget samvær, hvor denne forælder så kan påvirke den børnesagkyndige med deres fortællinger. Muligheder som den anden part IKKE får..


Man får også indblik i, hvordan den børnesagkyndige fortæller til ”far”, at mor er skyld i at det overvåget samvær ikke kunne gennemføres. At mor ikke samarbejder etc. Den børnesagkyndige fortæller sågar, at han synes det er synd for barnet at det ikke fik set sin far.


Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har hørt og læst dette i sager. Dette til trods for at man har kunne bevise at det er løgn. Jeg kan kendskab til mange andre der har fået kastet samme beskyldninger efter sig, til trods for at de kunne fremvise en lydfil. Mødre der kunne vise at alt det den børnesagkyndige skrev var direkte løgn. Mange har klaget til både Statsforvaltningen og Politikere over at man i så magtfuld en position, lyver! Det ses i rigtig mange sager. Men der gøres intet ved det.


Disse medarbejdere burde have en adfærd der gavnede sagerne, men i stedet har de en konfliktoptrappende adfærd med ekstra samtaler, partiske udtalelser, løgne og ukorrekte rapporter. Og trods man kan bevise alle disse løgne, så er der ingen konsekvenser for medarbejderne. Medarbejderne i Statsforvaltningen arbejder efter en politik der hedder ”Samvær for enhver pris” og ”Hvis samvær ikke kan gennemføres, så er det altid mors skyld”.


Resultatet af dette i bogen, er selvfølgelig at ”far” bliver negativ, og de dårlige tanker om mor, bliver forstærket.

3.  Politiet, chikane og tilhold

I bogen får man også et godt indblik i, hvordan politiet arbejder i tilholdssager, hvor den ene part føler sig chikaneret af utallige smser, breve, mails, indbrud og overvågning. For det første kan jeg sige, at med mit kendskab til politiets arbejde, så er det meget sjældent at de går ind i ”familiesager”… Og det er endnu mere sjældent at de går så meget ind i en sag, at de ringer til den chikanerende part. Det gør de altså kun hvis der er dokumentation for chikanerende adfærd. Men trods chikanerende adfærd, så er det ikke altid nok til at få et tilhold. At man ikke får et tilhold, er ikke ensbetydende med at personen ikke har en chikanerende adfærd. Punktum!

4. Graviditet og stress

I bogen får man også et lille indblik i, hvordan en graviditet er/kan være i en højkonfliktsag. At være i en højkonfliktsag, at have en oplevelse af at man bliver chikaneret, at være bange for sin eks pga. vold eller andet. Det kan medføre – og ses at det medfører problemer med vægtøgning, det kan give stress og give andre både psykiske og fysiske symptomer. Det er ikke ukendt, at kvinder der er stresset under/efter deres graviditet, ikke kan opretholde amningen og mister mælken i brysterne pga. stress. Dette er ikke den fedeste oplevelse som nybagt mor, for oveni ens stress, frygt og tusindvis af tanker – Så skal man også pludselig forholde sig til den skam man desværre føler, ved ikke at kunne amme sit barn.


Så når både mors og lægens udtalelser om dette bliver fejet væk og nærmest latterliggjort i bogen, og selv lægen får en over nakken pga. sine udtalelser. Så bliver jeg oprigtigt bekymret for om forfatteren besidder evnen til empati og indsigt.

5. Voldelig adfærd og parforhold

Man hører et par enkelte ting i bogen, om at mor beskylder far for voldelig adfærd. Hvilket forfatteren selvfølgelig nægter og mener er falske påstande. Jeg kender som sagt ikke sagen, men jeg har indsigt nok i disse sager til at vide, at blot fordi en person nægter voldelig adfærd, så er det ikke ensbetydende med, at det ikke er sket. Jeg ville blot ønske man fik svar på, hvor den frygt og utryghed psykologen nævner mor har, hvor stammer den fra?


Noget andet der frustrerer mig ved bogen, er at forfatteren udtaler;

” Hvis jeg virkelig var voldelig og alkoholiseret, så er det usandsynligt, at hun ville være sammen med mig så længe, som det var tilfældet”

Til dem som ikke har kendskab til voldelige forhold, kan jeg oplyse, at det ikke er unormalt for kvinder at blive i et voldelig/alkoholiseret forhold. Faktisk er det meget få kvinder der anmelder vold i disse sager. 38.000+ kvinder udsættes hvert år for vold, og mange af disse forbliver i forhold med voldsudøveren. En stor del kvinder anmelder aldrig volden fordi de skammer sig, og fordi de ikke tør.


I gennemsnit er der mindre end 40% af de kvinder som udsættes for vold, som søger hjælp. Og størstedelen af dem der søger hjælp, søger hjælpen hos familie og venner, i stedet for hos politiet. Under 10% voldsramte kvinder søger politihjælp! I gennemsnit bliver en voldsramt kvinde udsat for vold ca.50 gange FØR hun søger hjælp, og mange af de kvinder der udsættes for vold, er virkelige dygtige til at skjule volden for omverden.


Så nej Anders, der er intet usandsynligt i at hun ville være sammen med dig så længe, selvom du eventuelt skulle have været voldelig. Når du nu skriver en bog hvor du gerne vil give en masse fakta og beskrive virkeligheden. Så havde det være klogt at undersøge emnet: Vold i parforhold

6. Flugt til udlandet

Som sådan flygter mor ikke til udlandet, da det ikke er flugt når man har fuld forældremyndighed. Men når man vælger at flytte udenlands for at beskytte sit barn, så ringer mine alarmklokker. Der er INGEN der flytter/flygter til udlandet uden grund. Det er set og konstateret i flere sager. At flytte/flygte er en stor ting at gøre, at man kun gør det hvis der er en reel grund. Noget man kun vælger som sidste udvej! Det er min erfaring med disse sager. De sager jeg kender til, hvor kvinder er flyttet/flygtet til udlandet, det har alle sammen været pga. frygt og beskyttelse af deres børn. At bagatellisere dette som at det ”bare” er noget man gør. Det er jo helt hen i vejret.

7. Stalking by proxy

Statsforvaltningen (Nu familieretshuset) og retten, er de steder hvor forældre kan have deres uenigheder og få en løsning på dem. Men når man har så grænseoverskridende en adfærd, at man udover at ringe/skrive til sin eks (mor) (selvom man er blevet bedt om at lade være),  kontakter og klager over barnets læge, man får sin kæreste til at kontakte ”moderens” nye mand både hjemme og på hans arbejde, man får sin søster til at ringe til ”moderens” arbejde, man får sin kæreste til at kontakte ”moderens” nye mands ekskæreste, samt hans ekskone, man får sin kæreste til at tage hjem til ”moderen” for at se om hende og hendes kæreste er hjemme etc.

Så har man i mine øjne gang i en omgang sindssyg grænseoverskridende Stalking by Proxy. Det er simpelthen langt ude. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke kan holde sine ”kampe” i Statsforvaltningen/retten. Hvorfor dette syge behov for at indblande andre? Og hvilken kvinde kan få sig selv til, at ringe rundt til sin nye kærestes ekskærestes mand og dennes ekskærester og ekskoner for at fortælle om en sag, som fars nye kæreste i bund og grund ikke ved en dyt om! Hun var der ikke, hun ved ikke hvad der skete – udover hvad hun har hørt fra fars mund. Jeg synes ganske enkelt at det er sygt.

8. Baggrunden for bogen

I bogens forord fortæller Anders, at han egentlig helst ville have været fri for at skrive bogen, men at han følte det var nødvendigt da hans datter skal kende hans version. Til det kan jeg blot ryste på hovedet og sige, at hvis det var fordi hans datter skulle kende hans version, så var der andre – og bedre måder at gøre det på. Med denne bog har han skabt en situation hvor KUN hans version høres af befolkningen. Jeg er ret sikker på, at mors version er meget anderledes. Så han har altså skabt en situation hvor mor svines til på Facebook og i medierne. Noget hans datter kommer til at vokse op og læse. Det er ikke noget man gør hvis man ønsker det bedste for sit barn, og har barnet tarv og fremtid i fokus.

9. Netværk og anmeldelser af bogen

Jeg ville først ikke have læst denne bog, men efter at have set den ene artikel efter den anden i medierne. Så blev jeg nysgerrig.. Jeg valgte derfor at snuse lidt rundt, og det stod hurtigt klart, at forfatteren Anders Wendt Jensen som er journalist, har et ganske stort netværk når det gælder journalister og ansatte hos de store medier, både når det gælder venner, bekendte og familiemedlemmer. Så det store fokus på ham og hans bog det havde pludselig en forklaring.


På bogens Facebook side har man ligeledes kunne se bogen blive anmeldt af div. Bloggere. Men når man undersøgte tingene, kunne man pludselig se, at nogle af dem der havde skrevet disse "flotte" anmeldelser, blot var hans kærestes veninder. Men så er det jo også nemt at få de gode anmeldelser og stjerner.

10. Mors version

Efter at have læst bogen og div. Artikler, sidder jeg – ligesom mange andre tilbage, og mangler mors version. Jeg har kunne læse mig til, at nogle medier har haft forsøgt at henvende sig til mor for at få hendes kommentarer, men som man tit ser i disse sager, så vil hun ikke kommentere det. Og hvis man læser ovenstående punkt 9 omkring fars store netværk, så ville jeg heller ikke selv udtale mig, hvis jeg var mor.


Men hvis mor er så kold, kynisk og fuld af løgn som bogen forsøger at fremstille hende som. Så ville det at gå til medierne jo have været en perfekt mulighed for hende. At hun ikke er den der søger opmærksomheden i medierne, det siger i mine øjne rigtig meget. Men måske har hun netop fokus på datterens fremtid… Den fremtid jeg beskrev i punkt 8, og som JEG ikke mener ”far” har fokus på i denne sag…

11. At fjerne den ene forælder og konsekvenserne

Hele bogen er bygget op omkring hvor let det skulle være at fjerne den anden forældre i en samværsag, og få ophævet samvær. Men dette er en ukorrekt påstand af forfatteren. Faktisk er det næsten umuligt at få ophævet samvær – og når der ophævet samvær, så er der altså en grund.


Selv i sager hvor der er beviser for vold og overgreb, har Statsforvaltningen den holdning at der skal være samvær. Mottoet er ”Samvær for enhver pris”.. Selv børn der IKKE ønsker samvær, eller som frygter den ene forælder, tvinges til samvær. Så denne påstand om hvor let det er at fjerne den anden forælder, det er en direkte løgn.


Jeg kender til et utal af sager, hvor der er beviser for vold og overgreb, og hvor barnet alligevel er blevet tvunget til samvær. Børn kan sidde med blå øjne og blod på kønsdelene efter vold og overgreb, der bliver sat samvær alligevel! Det er virkeligheden. Men det vil medierne ikke skrive om, for det sælger ikke.


Derudover forsøger bogen at fremstille det som om, at der ikke er nogen konsekvenser hvis man ikke udleverer sit barn. Igen kan jeg blot sige, at det er en ukorrekt fremstilling af tingene. For der er store konsekvenser for ikke at udlevere – også selvom man har beviser for vold/overgreb mod barnet. Jeg kender til mange sager hvor der er givet bøder og sågar fængselsstraf fordi den ene forælder har nægtet at udlevere barnet. Systemet vil nemlig hellere give bøder og sende mødre i fængsel, end det vil beskytte børn for vold og overgreb. Det ses gang på gang.


Jeg synes det er ærgerligt, at man med denne bog forsøger at fremstille tingene på en ukorrekt måde, blot fordi det sælger flere bøger.

12. Mors adfærd

Som jeg efterhånden har skrevet flere gange, så kender jeg ikke sandheden i denne sag. Men skulle det være korrekt, at man ved at aflyse møder, nægte at udlevere DNA etc.. Kan udskyde en sag i flere år, så er det selvfølgelig helt grotesk.


Jeg vil dog ikke begynde at kommentere på mors adfærd, da hun ikke er den der har skrevet bogen og ikke er den der har valgt at stille sig frem i samtlige medier. Det betyder ikke at jeg synes mors adfærd er ok (hvis det der beskrives, er sandt).

Ting jeg er enig i

Slutligt vil jeg sige, at der er visse ting i bogen som jeg rent faktisk er enig med Anders omkring:

• Sagsbehandlingstiderne er horribelt lange, og sådan er det i næsten alle sager. Det er helt uacceptabelt når det drejer sig om et område, der burde være til gavn for familierne.

• Jeg er enig i, at det der er en del ansatte i det offentlige system, som ikke gør deres arbejde godt nok. Tag bare de børnesagkyndige i Statsforvaltningen der lever efter mottoet samvær for enhver pris, og lyver i deres rapporter uden konsekvenser.

• Jeg giver Anders ret i, at det selvfølgelig ikke er i orden, at forældre - uanset om det er mor eller far, ikke overholder møder og deadlines.

• Jeg er enig i, at det er grotesk at man i faderskabssager skal vente evigheder efter retssagen for at få taget DNA prøve. Hvorfor har man ikke en prøvetagning i retten efter retssagen? Det ville mindske ventetid.

• Jeg er enig med Anders i, at det er grotesk at samværs forældre ikke må tage billede af deres barn til samvær i statsforvaltningen medmindre den anden part siger ja til det. Dette er ikke et faderproblem, men noget mange kvinder jeg er bekendt med, også oplever til overvåget samvær. 

Jeg ved ikke hvad sandheden i denne sag er. Jeg tænker at sandheden er et sted i midten… Men står du midt i en højkonfliktsag, så er min anbefaling at optage alt både i Statsforvaltningen (familieretshuset) samt på kommunen. Du skal ikke forvente at ting bliver gengivet korrekt. Det ses rigtig tit at der direkte lyves i rapporter.